Loop Company hjælper Esbjerg i front på grøn offshore
Pressemeddelelse – mandag den 27. september 2010
Konference bringer Esbjerg med i front i national strategi for grøn offshore
En todages konference skal give svaret på, hvordan Esbjerg udnytter sit potentiale og gør sig gældende på det globale marked for grøn offshore.
Esbjerg Erhvervsudvikling og Region Syddanmark har inviteret til et forløb, som skal afklare Esbjergs muligheder i forhold til grøn offshore. Forløbet strækker sig over to dage, hvoraf den første blev holdt mandag den 27. september. Dagen skiftede mellem oplæg og workshops, hvor deltagerne identificerede indsatsområder og muligheder.
Store forventninger
De ca. 35 deltagere var meget aktive og havde stærke meninger om, hvor Esbjerg har sine fremtidige styrker i forhold til grøn offshore. Blandt ønskerne til processen bør nævnes en skarpere profil på hvad Esbjerg kan tilbyde, definer satsningsområde og konkrete handlinger for Esbjerg mod en stærkere position og dermed større andel af det globale marked indenfor Grøn Offshore. Deltagerne repræsenterer det lokale erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner, Offshore Center Danmark og andre, som har relation til offshore sektoren. Samtidig deltog også repræsentanter fra offentlige myndigheder, som kan være medspillere for aktørerne.
Nationale samarbejder for lokal vækst
- ”Esbjerg har i dag – i et nationalt perspektiv – en helt unik position og række unikke kompetencer indenfor grøn offshore. Processen vi har startet i dag har det formål at bidrage til Region Syddanmarks satsning på offshore og samtidig definere Esbjergs fremtidige rolle i den nationale strategi for grøn offshore”, siger Anna Marie Rasmussen, afdelingschef for Erhvervsudvikling og Udviklingsområder i Region Syddanmark.
Én af fem omkring Nordsøen
Direktør Tom L. Nielsen fra Esbjerg Erhvervsudvikling ser store mulighed i at få defineret hvilken vej, Esbjerg skal gå: - ”Jeg tillægger de strategiske workshops med Region Syddanmark om Grøn Offshore megen stor betydning. Det gælder nemlig de 250 offshore/vind relaterede virksomheders fremtidige position i forhold til det store potentiale for de forventede 10.000 havvindmøller i Nordsøen i løbet af de næste 10 år. Esbjerg har en unik beliggenhed og kan præstere en stor del af værdikæden fra design til drift og vedligehold. Vi bør betragte Esbjerg som én ud af fem når det gælder full-scale leverandør for fremtidens 10.000 havvindmøller i Nordsøen”.
Konferencen er helt i tråd med Esbjergs vision om at være Danmarks energihovedstad. Som EnergiMetropol er Esbjerg også i fremtiden klar til at gøre sig gældende i energisektoren. Det skyldes både erfaringerne med olie, gas og vind og den unikke virksomhedsklynge, som er blevet skabt.
Konkrete handlinger gør forskellen
- ”Konferencen skal munde ud i målsætninger og en vision for hvordan Esbjerg får del i et stadigt voksende globalt marked. Hvilken del af værdikæden skal Esbjerg satse på fremadrettet? Formålet er at fastholde den vækst, Esbjerg har oplevet i offshore sektoren og udvikle. De ideer bliver konkrete, når deltagerne mødes i midten af oktober og bliver enige om indholdet til Esbjergs input til den nationale strategi for Grøn Offshore”, siger direktør Søren Laursen, LOOP Company, der leder processen.
Stort potentiale i England og Tyskland
Én af oplægsholderne, direktør Thomas Karst, MAKE Consulting forudser, at der i 2012 skal leveres dobbelt så mange havvindmøller som i 2010. Det foregår specielt i Europa, hvor man vil opleve en vækst på 40 % om året i installerede MW de kommende 5 år. Væksten vil hovedsagligt findes i England og Tyskland, som samlet vil stå for 70% af de opsatte havvindmøller i perioden.
Skarp profil og lokale kompetencer
Én af de deltagende virksomhedsrepræsentanter er direktør Steen Brødbæk, Semco Maritime A/S, han siger om strategiarbejdet; ”Vi har behov for en skarp profil på hvad Esbjerg kan tilbyde, det vil give os forretningsmuligheder helt automatisk. Desuden er det essentielt, at vi har kompetencerne lokalt for at kunne ekspandere globalt”.
Vigtige datoer:
13. oktober afholdes sidste workshop, hvor der tages beslutning om konkrete handlinger og ansvar.
29. oktober fremlægges den nationale strategi for Grøn Offshore hvor Esbjerg – Grøn offshore indgår som input.
Kontakt data:
Region Syddanmark; Afdelingsleder Anna Marie Rasmussen, mail:
anna.marie.Rasmussen@regionsyddanmark.dk , telefon 76631955, mobil 29201955
Esbjerg Erhvervsudvikling; Direktør Tom L. Nielsen, mail: tln@eeu.dk, telefon 75123744,
mobil 21662474.
Med venlig hilsen
Marketingchef Pernille Kragh Rühe, Esbjerg Erhvervsudvikling, pkr@eeu.dk, mobil 25139630